Du er som forælder nøglen til dit barn med autisme

Forælder til barn med autisme

Dette blogindlæg handler om, hvor vigtig du er som forælder til et barn med autisme, og hvor vigtigt det er at blive anerkendt i den rolle.

Forældres viden er vigtig

Jeg har den seneste tid modtaget flere fine – men også lidt triste - beskeder fra forældre, der lige nu kæmper for deres barns trivsel. Kæmper med systemet og med omgivelserne. Og kæmper med følelsen af ikke at slå til.

Den følelse stod vi også med engang, indtil den dag vi mødte en fagperson, der lyttede og anerkendte… Med denne lidt personlige anekdote, er mit budskab til jer forældre, at det I ser og oplever er ægte, og det er vigtigt! Den viden og de erfaringer, I har, er faktisk hovedingrediensen til at få jeres barn tilbage på sporet.

Anerkendelse er vigtig

Jeg husker den dag min mand og jeg for første gang i vores søns forløb mødte en fagperson, der oprigtigt lyttede til os. Hun var nysgerrig på vores erfaringer og viden og viste stor respekt for os som forældre.

Længe havde ingen sådan rigtig lyttet eller taget vores bekymringer alvorligt, og med tiden tænkte vi, jamen det må jo være os, den er gal med. Vi følte ikke, at vi slog til, og vi begyndte at tvivle på vores egen forældreevne, fordi: Hvordan kunne det være, at vi herhjemme oplevede et barn, der var både udadreagerende og indadreagerende, imens de i skolen oplevede en smilende dreng, der så ud til at have det fint?

Den fagperson, vi mødte, fik os til at føle, at vi gjorde det godt, at det vi så var rigtigt nok og vigtigt at reagere på. At det vi fortalte om vores søn og vores familieliv rent faktisk var nøglen til at forstå ham, og hvad der var på spil for ham. Det var ikke os den var gal med – det er faktisk helt normalt, at barnet ”tager sig sammen” på udebane og reagerer hjemme i trygge rammer. Derfor er forældrenes bekymring og erfaring så vigtig at tage alvorligt.

Vores vendepunkt

Den dag blev vendepunktet for os. Vi fik igen tillid og tiltro til, at vi som forældre kender vores barn bedst. Det er vigtigt med viden om sit barns diagnose(r), men det vi som forældre ved om vores barn, det vi ser, og det vi oplever, er mindst lige så vigtigt. Dét har vi insisteret på lige siden. Det har styrket os som forældre, og det har knyttet os endnu tættere sammen. Det har givet os håb og styrke til at kæmpe de kampe, der fulgte. Og vi er ikke et sekund i tvivl om, at det har været afgørende for, at vi den dag i dag igen oplever en glad dreng med glimt i øjet og overskud til skole, nye kammerater og kække drillerier herhjemme.

Har du mødt fagpersoner, der anerkendte DIG og din viden som forældre til netop dit barn med autisme? Og hvad har det betydet?

Forrige
Forrige

Antropologen på “detektiv”arbejde

Næste
Næste

Passer dit barn heller ikke ind i ”autismekassen”?