Passer dit barn heller ikke ind i ”autismekassen”?

Da min søn blev udredt og fik stillet diagnoserne autisme og ADHD, var det som om udredningspapirerne blev sandheden om ham. Udredningspapirer, der vel og mærke beskrev en dreng, der bonede massivt ud på autismespektret, og som havde store vanskeligheder. Det havde han også, da han blev udredt. Men mindre end et år forinden gik han i skole, til fritidsaktiviteter og havde legeaftaler som alle andre børn. Der var faktisk rigtig meget han mestrede!

Sandheden om min søn

Men med et blev sandheden om min søn hans diagnose, hans vanskeligheder, og det, der stod i udredningspapirerne. Det betød, at udgangspunktet for at hjælpe ham, var viden om diagnoserne. Den viden var også rigtig vigtig, men problemet var bare, at vi syntes, at der var rigtig meget, vi ikke kunne genkende, og at der var rigtig meget, der manglede. Vi syntes ikke, at vores søn passede ned i den ”autismekasse”, som han blev puttet ned i. Beskrivelsen af ham blev på sin vis statisk, unuanceret og med fokus på alt det, der var svært.

Ét barn med autisme

Et barn med autisme, er ét barn med autisme! Og autisme er en forstyrrelse – udviklingen forstyrres, men den standser ikke! Ligesom alle andre børn, udvikler barnet med autisme sig også, og efter bare et år, hvor barnet bliver forstået, mødt og støttet der, hvor netop dét barn er og har behov for det, kan barnets adfærd og trivsel se helt anderledes ud.

Det er derfor vigtigt ikke udelukkende at fokusere på selve diagnosen for at forstå sit barn. Først da vi aktivt begyndte at bruge vores kendskab til vores søn til at forstå netop ham, fandt vi den kompasnål, vi sidenhen har brugt til at finde vej for ham og os.

Hvordan finder du vej for dit barn og din familie?

Forrige
Forrige

Du er som forælder nøglen til dit barn med autisme

Næste
Næste

Vælter selv små ting dit barns dag?