Blomsten er Rød
På den allerførste skoledag fik de farver og papir.
Den lille dreng farved´ arket fuldt.
Han ku´ bare ik´ la vær´.
Og lærerinden sagde: Hvad er dét unge mand?
Det er blomster, sagde han.
Hun sagde: Nu ikke noget med kunst, unge mand.
I øvrigt er blomster røde og grøn´.
Hver ting til sin tid, unge mand.
Det her er ikke leg.
Du må lære at tage lidt hensyn.
Der er jo andre i klassen end dig.
Hun sagde:
Blomsten er rød, unge mand.
Stilken er grøn.
Sådan maler man en blomst, og det har man altid gjort.
Så sådan skal man også blive ved med at gøre!
Men den lille dreng sagde:
Hvad så med farverne i regnbuen?
Hvad så med farverne når solen går ned?
Hvad med alle de andre farver? Må de så ik´ vær´ med?
Jeg skal lære dig og være fræk! sagde hun.
Du skal vide, hvad der er rigtigt og forkert.
Og nu maler du blomster, som blomster skal se ud.
Og så siger du efter mig:
Blomsten er rød, unge mand…
Men den lille dreng sagde:
Hvad så med farverne i regnbuen…
Da blev lærerinden virkelig vred.
Hun smed drengen udenfor døren.
Nu står du her, og kommer ikke ind
før du kan opføre dig som andre børn.
Den lille dreng følte sig ensom.
Tårerne begyndte at trille.
Til sidst gik han ind til lærerinden
og sagde ligeså stille. Han sagde:
Blomsten er rød, stilken er grøn …
Tiden gik, som tiden gør.
Drengens far og mor sku´ flyt´.
Så han måtte begynde i en anden skole.
Hvor alting var så fuldstændig nyt.
Lærerinden smilede venligt.
Hun sagde, det skal være sjovt at male.
Der er så mange farver i blomsterne.
Kom, lad os male dem alle!
Men drengens blomster var røde og grønne.
De stod i række og geled.
Da lærerinden spurgte ham hvorfor,
svared’ han og kigged´ ned. Han sagde:
Blomsten er rød. Stilken er grøn.
Sådan maler man en blomst, og det har man altid gjort.
Og sådan vil man altid gøre.
Hvilke tanker eller følelser vækker sangen i dig?
