Hvorfor er barnet på tværs?

Barnet er ikke på tværs! Ikke med vilje i hvert fald. Det handler nemlig ikke om manglende vilje til at opføre sig ordentligt, når et barn med autisme er på tværs. Det handler blandt andet om barnets manglende evne til kognitiv fleksibilitet.

Nej!

Min søn med autisme kommer i skole. For tiden skal han hjemme læse tre kapitler om ugen i den bog, de arbejder med i dansk. I dag har han ikke fået læst det hele, fordi vi overså lektien. Han får at vide, at han skal sætte sig og læse siderne. Det vil han ikke. Han nægter! Han vil bare gerne deltage i fællesundervisningen. Han får at vide, at hvis ikke han sætter sig og læser, så skal han forlade klassen. ”Nej, jeg skal ikke læse oppe i skolen, jeg læser derhjemme!”, råber han. Læreren beder ham gå ud af klassen. Han er rødglødende og ulykkelig, da vi henter ham.

Hvad gik der galt?

Rasmus modsat?

Udefra kan det se ud til, at han bare er Rasmus modsat for, hvorfor sætter han sig dog ikke bare ned og læser de to sider, han mangler, for derefter at deltage i fællesundervisningen?

For ham – og for os forældre, som kender ham så godt, er hans reaktion forudsigelig og logisk. Som mange andre børn og unge med autisme, har han det ofte bedst i kendte og forudsigelige rutiner og rammer, og i opgaver og aktiviteter har han brug for, at regler og forventninger til ham er kendte og klare. Plejer han at gøre noget på en bestemt måde – f.eks. at læse hjemme og ikke i skolen - eller har en aftale med en voksen om, hvad, hvor og hvordan, han skal løse en opgave, så kan man ikke bare lave om på det. Han er meget regelret, og en aftale er en aftale. Han har desuden svært ved at være fleksibel eller omstillingsparat – og kan på den måde komme til at fremstå som en Rasmus Modsat.

Kognitiv fleksibilitet

Når et barn med autisme mangler evnen til at være kognitivt fleksibelt, bliver barnet ofte meget konkret tænkende eller sort-hvid tænkende. Tingene skal være eller foregå på én bestemt måde. Det kan være meget ubehageligt, forvirrende og stressende for barnet, når tingene ikke foregår som planlagt eller forventet, eller hvis præmissen for en opgaveløsning eller en aktivitet ændrer sig. Ofte danner børn med autisme en indre skabelon for, hvordan eksempelvis en opgave skal løses, eller en given situation skal foregå. Det vil sige, har man gjort tingene på én bestemt måde en gang, skal det også være sådan fremadrettet, fordi forudsigelighed skaber tryghed. Sker der en ændring, har barnet ikke sin indre skabelon at læne sig op ad, og da barnet ikke bare kan omstille sig, kan der opstå konflikter som den, jeg beskriver ovenfor.  

Det handler ikke om manglende vilje

Da min søn ikke ”vil” sætte sig og læse i skolen, er det fordi, hans neurodivergente hjerne ikke er indrettet til at være fleksibel og omstillingsparat – særligt ikke, når det kommer til situationer eller opgaver, hvor han i forvejen er på overarbejde. Han er meget regelret, og aftalen er, at han skal læse hjemme og ikke i skolen. Han har en indre skabelon for, hvordan opgaven (at læse bogen) skal løses, og det er derhjemme. Da han går ind til dansktimen, forventer han at sætte sig ved fællesbordet og deltage i fællesundervisningen, som han plejer. Istedet bliver han bedt om at gøre noget helt andet, end det han plejer at gøre. Han mangler evnen til at være kognitivt fleksibel, og derfor gør han modstand. Det handler altså ikke om manglende vilje eller et ønske om at være på tværs, når han nægter at sætte sig og læse – det handler om, at han ikke kan, fordi hans indre styresystem er ikke indstillet på at være fleksibelt.

En krævende voksenopgave

Mange af de konflikter eller ”udfordringer”, vi som forældre, bedsteforældre, pædagoger og lærere oplever med børn med autisme skyldes altså ikke, at barnet er ugideligt eller vil være Rasmus Modsat. I virkeligheden handler det om, at barnet ikke kan – og derfor reagerer.

Det kræver enormt meget af barnets voksne at navigere i, fordi det ærligt talt er benhårdt og krævende. Det kan jeg skrive under på. Man kan ikke altid være på forkant og forebygge konflikter. Men når man er bevidst om, at barnets rigide adfærd skyldes en manglende evne til at være kognitivt fleksibel og ikke en manglende vilje, så er det også forudsigeligt. Og når det er forudsigeligt, at barnet er ufleksibelt, er vi som voksne nødt til at være fleksible og nysgerrige på barnets bevæggrunde for at forstå barnets indre logik.

Vi skal huske på, at et barn gør det godt, når det kan. Som voksne – hjemme, i dagsinstitution eller i skole - skal vi skabe og styrke den ramme og det møde med barnet, der gør, at barnet kan. Vi skal samtidig hjælpe barnet til at udvikle strategier, der gør det nemmere at navigere i en verden, der altid vil rumme uforudsigelige elementer. Det er ikke let, og den opgave, man står med som forælder og fagperson er ekstremt krævende og overvældende, men så længe barnet ikke kan, er det rammen og vores forventninger, der skal tilpasses barnet og ikke omvendt.

Hvorfor gør du det ikke bare?

Da jeg fortalte min søn om dette indlæg og spurgte, om jeg måtte bruge ovenstående eksempel, svarede han ”Ja!” og tilføjede: ”Mor du må også gerne skrive, at det værste jeg ved er, når folk spørger: Hvorfor gør du det ikke bare?, fordi det er jo, fordi jeg ikke kan”.